Ålen lever både i ferskvand og saltvand og kan blandt andet findes i søer, åer, fjorde og langs kysterne. Fiskeriet foregår typisk i de varmere måneder, hvor ålene er mest aktive. Der anvendes primært ruser til ålefiskeri.
Der er visse regler, som du bør vide, før du går i gang med fritidsfiskeri med ruser, og det afviger lidt alt efter, om rusefiskeriet foregår i fersk- eller saltvand.
I ferskvand gælder det, at kasteruser kun må anvendes i perioden 1. august til og med 15. oktober. For saltvand er det tilladt at anvende kasteruser i perioden 1. august til 10. maj.
Husk også at overholde reglerne om (for saltvand); forreste rusebøjle (max 90 cm), maskestørrelsen i radgarnet (højest 40 mm helmaske), stoprist/spærrenet samt hele redskabet skal stå under vand.
Den samlede længde inkl. rad må maksimalt være 20 m.
Hvis maskestørrelsen i rusen ikke er 30 mm eller større, skal rusen forsynes med et ”vindue” på 14 x 14 cm med mindst 45 mm masker (90 mm helmasker).
Vinduet skal placeres på rusens overside, mellem sidste og næstsidste bøjle.
Skal du fiske i vandløb, så er der ligeledes nogle særlige regler om fangståbning og arme vender mod strømmen.
Som fritidsfisker må du maksimalt fiske med seks redskaber - én ruse er ét redskab.
Læs mere om regler i Bekendtgørelse om rekreativt fiskeri i salt- og ferskvand samt redskabsfiskeri mv. i ferskvand. Lige før årsskiftet 2023 kom der en ny bekendtgørelse, med tillæg til den eksisterende. Du kan læse de nye tiltag i Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om rekreativt fiskeri i salt- og ferskvand samt redskabsfiskeri mv. i ferskvand